Nyhed

Erhvervsnabohjælp - møde d. 22.11

Erhvervsnabohjælp: indsigtsfuldt møde for Brogrenen & Industrigrenen

Udgivet d. 27. november 2017 i kategorien Nyheder

Gode pointer på dagens erhvervsnabohjælpsmøde.

Onsdag den 22. november holdt Ishøj Erhvervsforening det første møde i den nye erhvervsnabohjælpsgruppe på Industrigrenen & Brogrenen.

Til mødet deltog lokalbetjent Jesper, som fremlagde kriminalitetstal og gav en generel status på kriminaliteten i området. Det ser heldigvis rigtig godt ud, med faldende tal for de fleste erhvervsrettede kriminalitetstyper.

Efterfølgende gav pensioneret politikommisær John Radmer oplæg om erhvervsnabohjælp og introducerede tryghedsvandringen med en rask gåtur i området. John driver Kriminalpræventivt MiljøDesign.

Mødet bød på en række gode råd:

Bortskaf erhvervsaffald billigt
Hold matriklen ren og pæn ved at fjerne affald fra området. Det kan gøres billigt og nemt hos Ishøj Genbrugsstation, som ligger i det store erhvervsområde. En rodet matrikel lokker klunsere og tyve til; en ren erhvervsgrund signalerer, at virksomheden er velorganiseret – også hvad sikkerhed angår.

Udnævn sikkerhedsansvarlig
En sikkerhedsansvarlig medarbejder har ansvar for alarmer, sikring af branddøre og andre sikkerhedsforanstaltninger.

Anti-masking funktion
Når du køber lyssensorer og overvågningskameraer til matriklen, bør du gå efter produkter med anti-masking funktion. Mange indbrudstyve sprayer sensorer og kameraer med sort maling. Anti-masking funktion sikrer, at udstyret sender en alarm i stedet for blot, at gå i sort.

I forbindelse med arrangementet udarbejdes en rapport for områdets miljødesign, som vil blive tilbudt lokale virksomheder på Brogrenen & Industrigrenen.

Ønsker du, at deltage i fremtidige møder om erhvervsnabohjælp på Brogrenen & Industrigrenen, så kontakt sekretariatet på: 43 57 72 51 eller mail.