Nyhed

Modtager af Ishøj Erhvervspris 2018: Lafuco A/S

Udgivet d. 4. juni 2018 i kategorien Nyheder

Lafuco A/S hyldes med pris for et forbilledligt fokus på medarbejdertrivsel og -udvikling

Ishøj Erhvervsforening fejrede 30. maj 2018 Lafuco A/S, da de uddelte Ishøj Erhvervspris 2018 til virksomheden, som med succes producerer og monterer glasvægge. Ishøj Erhvervspris bliver hvert år overrakt en virksomhed i Ishøj, som fortjener særskilt anerkendelse. Ved Ishøj Erhvervsforenings Årsmøde blev virksomheden med Ole Kjeldgård Madsen i spidsen hædret.

Prisoverrækkelsen

Borgmester Ole Bjørstorp (S) forestod dette års prisoverrækkelse og fremhævede bevæggrunden for overrækkelsen af Ishøj Erhvervspris 2018: ”Med et forbilledligt fokus på medarbejdernes udvikling og trivsel, og med et vellykket generationsskifte bag sig, står Lafuco A/S i dag som en moderne drevet virksomhed. Firmaet engagerer sig i lokalområdet og er et aktivt medlem i Ishøj Erhvervsforening”.

Prisen blev overrakt af sidste års prismodtager, Jan Beyer fra Beyer Teknik ApS. Ud over en buket blomster og en plakette, bestod prisen i år af et stort og dekorativt fad fra kunstneren Kirsten Hørsman. Kunstneren var selv til stede og bemærkede, at fadet var stort nok til en frugtordning for alle medarbejdere. Lafuco A/S er drevet med en flad ledelsesstruktur med medarbejderansvar og trivsel i højsædet.

Fakta Ishøj Erhverspris

Ishøj Erhvervspris uddeles af Ishøj Erhvervsforening og er med til at hædre en lokal virksomhed for sin indsats i lokalområdet, hvad enten det er i form af forskønnelse, skabelse af arbejdspladser eller lokalt engagement.