Nyhed

Medlemsportræt: DC Kontormøbler A/S

Udgivet d. 29. november 2017 i kategorien Nyheder
Af: Michael Aaby Clauding

”Vi bruger ikke mange penge på marketing, men har stor succes med at vores kunder vender tilbage og anbefaler os til andre. Det stiller krav til vores serviceniveau og er derfor en løbende kvalitetssikring.”

For enden af Baldersbækvej ligger en af Ishøjs ældste møbelforretninger: DC Kontormøbler A/S slog dørene op for første gang i 1989. Kontormøbelvirksomheden med det store sortiment beskæftiger fem ansatte og har diverse eksterne samarbejdspartnere tilknyttet. Firmaet er – som navnet antyder – specialiseret i kontormøbler og arbejder med indretning, rådgivning og salg af komplette kontorløsninger; fra design til montering af det færdige produkt.

”Jeg har solgt møbler, siden jeg var 17 år” fortæller direktør Jan Madsen. ”Det er bare fedt, at lave nogle flotte løsninger for kunderne; at se hvordan det der startede som en arbejdstegning, til sidst står klar med alle de rigtige detaljer og funktionaliteten som bare skal spille.”

Tilfredse kunder – den bedste reklame

”Vi lever under devisen: den der lever stille lever godt” siger Jan. ”Vi bruger ikke mange penge på marketing, men har stor succes med at vores kunder vender tilbage og anbefaler os til andre. Det stiller krav til vores serviceniveau og er derfor en løbende kvalitetssikring.”

Hos DC Kontormøbler føler man sig derfor heller ikke truet af de nye webshops: ”Alle kan sælge møbler” konstaterer Jan, ”men vi lever af vores service og alt det der omgiver produktet. Vi rådgiver kunderne om æstetikken og de tekniske aspekter. De kan også komme herned og prøve hele sortimentet. Firmaets størrelse taget i betragtning, er vores udstilling på 1200 kvadratmeter ganske stor. Udstillingen – som vi jævnligt har udskiftning i – giver kunden mulighed for at se produkterne i sammenhæng med komplette kontormiljøer. På den måde får man et mere autentisk indtryk af løsningen og kan tage kvalificerede beslutninger.”

Virksomhedens historie

I 1989 slog DC Kontormøbler dørene op for første gang. DC Kontormøbler A/S blev startet af medarbejdere, som havde været med i et andet møbelfirma på adressen. Da den tidligere virksomhed lukkede, slog nogle af de ansatte sig sammen og åbnede et nyt firma med fokus på service og et stort varesortiment. Og sådan har det været lige siden.

I de efterfølgende 28 år har DC Kontormøbler opbygget et fast netværk af stabile leverandører og samarbejdspartnere med kvalitetssans. ”Flere af vores leverandører har vi kendt, siden vi åbnede” fortæller Jan. ”Det er en af fordelene ved at have så mange års erfaring i virksomheden; vi ved, hvem vi skal bruge for at give kunden den bedste løsning. Og kan vi ikke selv opfylde kundens behov, så samarbejder vi gladeligt med andre lokale virksomheder – eksempelvis BT Gulve som ligger lidt længere oppe af vejen.”

Jan har selv været i DC Kontormøbler af to omgange. Senest vendte han tilbage til firmaet for små fem år siden og har netop overtaget direktørposten ved et veloverstået ejerskifte.

Kunder og opgaver

DC Kontormøbler har mange forskellige kunder. ”Vi er både leverandør til nogle af de helt store internationale virksomheder, men også til den lokale børnehave” siger Jan. ”Det afgørende for os er, at vi kan levere præcis det, som kunden beder om – og ikke alt muligt andet, de ikke har behov for. Det er en minimalistisk tilgang, som er med til at skabe tillid til vores rådgivning. Derfor har vi også rigtig mange tilbagevendende kunder.”

Blandt virksomhedens mange spændende opgaver nævner Jan en kendt privatskole, som skulle have lydisoleret deres personalerum. ”Vi var de dyreste, af de fire leverandører som bød på opgaven, men vores løsning var den mest ambitiøse og derfor vandt vi udbuddet” fortæller Jan. ”Det var en speciel opgave, fordi vi ikke kunne bruge væggene i kantinen til lydisolering, som man ellers ofte gør. I stedet tænkte vi ud af boksen og skiftede stolene i kantinen ud med en af vores svanemærkede modeller, som er designet til at dæmpe lyden i rummet. Derudover tapetserede vi gangene med filt og lavede en ny indretning af kantinen, hvor forskellige områder fik nye multifunktioner. Det er en løsning, som jeg er stolt af, fordi vi stadig – her to-tre år efter – hører, hvor glade brugerne er for det nye design. Den tilfredshed får vi yderligere bekræftet ved de mange efterfølgende opgaver, som skolen har udvalgt os til.”

DC Kontormøbler leverer alt i kontormøbler og interiør. Som Jan siger: ”Vi tager os seriøst og ordentligt af alt, lige fra personaleskabet til det ypperligste direktionskontor”. Har du en opgave til møbelspecialisterne, så kontakt Jan for en uforpligtende snak via mail eller telefon: 21 47 18 55

Du kan også møde DC Kontormøbler på Facebook og butikkens hjemmeside.