Nyhed

Medlemsportræt: Ishøj Seniorværksted

Udgivet d. 21. december 2017 i kategorien Nyheder
Af: Michael Aaby Clauding

Mød foreningen for energiske og kreative seniorer.

Bordet er dækket, kaffen er på kanden og de første medlemmer er så småt begyndt at indfinde sig i Ishøj Seniorværksteds hyggelige køkkenlokale. Det er formiddag på en regnvåd onsdag og foreningens formand Erik sidder ved siden af næstformand Bøje, klar til at fortælle om seniorværkstedets syvårige rejse.

Seniorværkstedets historie

En efterårsdag for syv år siden var Folkeoplysningsudvalget på inspirationstur til Svendborg. Blandt de cirka 80 deltagere var udvalgsveteran Erik Schlichting fra Seniorrådet. Målet for turen var Svendborgs gamle fabrikshaller, som husede byens seniorværksted. Besøget gav stof til eftertanke: ”På hjemturen stak en seks-otte af os udvalgsformænd hovederne sammen og blev enige om, at sådan et seniorværksted måtte vi sgu også have,” fortæller Erik. ”Så vi havde faktisk næsten startet foreningen inden vi kom hjem!”

I dag ligger Ishøj Seniorværksted i Car Specials lokaler, men sådan var det ikke i starten. ”Det tog os to år, at finde det rigtige sted for seniorværkstedet,” siger Erik. ”Så i al den tid holdt vi møder hjemme i min og konens dagligstue. Foreningen havde ingen penge, men for at kunne søge fonde om tilskud skal man have et sted at være – og for at få et sted at være, skal man jo altså have nogle penge til at betale med. Så der gik to år, før vi fandt ud af det her hos Michael. Ham har jeg kendt, siden han var knægt,” griner Erik med henvisning til Car Specials direktør Michael Skou, som er næstformand i Ishøj Erhvervsforenings bestyrelse.

Løsningen på seniorværkstedets pengeproblemer kom fra et af foreningens egne medlemmer: ”Vi var så heldige, at et medlem tilbød at låne os 100.000 kroner,” fortæller Bøje. ”Han sagde endda, at vi måtte få resten af beløbet, hvis han døde, inden vi nåede at betale ham tilbage.” ”- Ja,” indskyder Erik, ”bare vi lovede ikke at køre ham ned på vej hjem!”

I værkstedet

Det nye seniorværksted blev overtaget den 1. september 2012 og der lå nu et stort indretningsarbejde foran seniorværkstedets medlemmer. ”De næste to år brugte jeg mellem 60 og 70 timer om ugen hernede,” fortæller Erik. ”Det var jo ikke mig, der lavede det hele – jeg havde nogen til at hjælpe mig – men det var da sådan, så min kone spurgte, om jeg ikke ville have sengen med herned.” I de følgende år fik Erik og resten af seniorholdet blandt andet lagt gulve, lavet skillevægge og bygget køkken.

Ishøj Seniorværksted er en non profit-forening og derfor afhængig af fondsmidler og sponsorater til aktiviteter og indkøb. ”Vores forhenværende næstformand, som hedder Michael, gjorde en stor indsats for at skrive en masse ansøgninger til forskellige fonde,” siger Erik. ”Der er jo ingen garanti for, at man får noget ud af alle de ansøgninger, men indtil videre har vi fået penge fra Nordea Fonden, Lokale og Anlægsfonden og flere andre. Cirka 700.000 kroner er det blevet til og det er vi naturligvis rigtig glade for.”

Ishøj Seniorværksted tilbyder to former for medlemskab: det lille medlemskab giver dels adgang til køkkenområdet, hvor man kan få en kop kaffe eller lave håndarbejde. Desuden kan medlemmerne komme forbi IT-afdelingen, hvor Bøje – blandt andet – digitaliserer medlemmernes gamle filmoptagelser.

Med det store medlemskab får man desuden adgang til værkstedet, hvor man kan fikse sin cykel, arbejde i træ eller brænde glas i to store ovne. ”Folk skal, som udgangspunkt, selv have materialer med,” siger Erik. ”Og de skal selv kunne ordne deres ting,” supplerer Bøje. ”Vi hjælper selvfølge gerne, men udfører ikke bestillingsarbejde.”

De forskellige aktiviteter har hver en tovholder, som hjælper medlemmerne med at betjene maskinerne. Bøje er eksempelvis ansvarlig for IT-afdelingen og cykelværkstedet. ”Og så holder jeg styr på tovholderne,” siger Erik. ”Som en slags ’overtovholder’.” ”-Ja…” indskyder Bøje, ”men det tager vi ikke så tungt. Vi går bare til Eriks kone i stedet!”

 

Stor interesse – alle seniorer er velkomne

Siden Seniorværkstedets oprettelse har foreningen oplevet interesse fra mange sider. ”Vi snakker med seniorværkstederne i Næstved og Svendborg,” fortæller Erik. ”Vi har også haft mange besøg. Blandt andet af en borgmester fra København og fire seniorer ude fra Ballerup, som ville stable deres eget seniorværksted på benene.”

Ishøj Seniorværksted arbejder hele tiden på, at skabe de bedst mulige faciliteter for foreningens mange medlemmer. ”Vi vil gerne gøre de mange Ishøj-borgere, som snart skal på pension, opmærksomme på, at vi eksisterer,” siger Bøje. ”Værkstedet står klar,” supplerer Erik, ”så nu handler det om at forbedre det. Derfor søger vi fortsat donationer. Lige nu er vi ved at søge om penge på efterbevilling til vores køkken.”

 

Seniorværkstedet tilbyder også at afhente gamle maskiner og værktøj. De ting, som foreningen selv kan bruge, beholder de og resten bliver kørt til genbrug. ”Vi vil også gerne afhente værktøj og maskiner, som ikke skal bruges mere, fra firmaer i Ishøj og omegn,” siger Erik. ”Måske kan vi bruge noget af det hernede og resten kører vi enten på genbrug eller sender til Afrika. Derfor håber vi, at man vil ringe til os. Vi er altid gode for en snak og man er meget velkommen til at komme ned, se værkstedet og få en kop kaffe.”

Er du interesseret i at støtte Ishøj Seniorværksted eller har du værktøj, som du ønsker afhentet? Kontakt Ishøj Seniorværksted på: form@ishoj-seniorvaerksted.dk / 40 25 99 25