Nyhed

Medlemsportræt: Norén Catering ApS

Udgivet d. 6. april 2018 i kategorien Medlemsportræt
Af: Michael Aaby Clauding

Mød madmesteren med det store lokale engagement.

På Baldersbækvej nummer 2 ligger Norén Caterings festlige selskabslokale, hvor firmaet har leveret kulinarisk kogekunst til hverdag og fest siden oprettelsen i 2003. I spidsen for cateringsfirmaet står indehaver og kok Ole Norén; lokalt engageret ildsjæl, som er aktiv i beskæftigelsesudvalget og medlem af Ishøj Erhvervsforenings bestyrelse.

En bred kundekreds

I 2003 grundlagde Ole sit cateringsfirma efter en årrække som kok og køkkenchef i blandt andet London og København. ”Jeg er selv vokset op i Ishøj,” fortæller han. ”Derfor var det naturligt for mig at lægge firmaet her, hvor jeg i forvejen havde et godt netværk.” Siden har Norén Catering leveret mad ud af huset til festlige arrangementer og lokale erhvervsdrivende som Scania og Nørmark Privathospital.

”Vi leverer mad til alt fra dåb til begravelse,” forklarer Ole. ”Hvert år er vi med på Københavns Middelalder Marked, hvor vi laver et sted mellem 7.000 og 8.000 serveringer i løbet af de fire dage, som arrangementet varer. Der laver vi kylling, kålsalat, helstegt pattegris og andre retter med ingredienser fra middelalderen… Og så kan man selvfølgelig få en pølse med ketchup, hvis man trænger!”

En finger på pulsen

Norén Caterings festlokale, som ligger i forlængelse af firmaets store moderne køkken, bruges i alle former for festlige sammenhænge. ”Det var blandt andet i det lokale, at vi holdt stiftende generalformsamling for Virksomhedsforeningen BBI, som var forløber til Ishøj Erhvervsforening,” fortæller Ole, der er bestyrelsesmedlem i erhvervsforeningen.

 
 
Norén Caterings flotte festlokale kan iklædes mange forskellige temaer alt efter lejligheden

 

”Vi følte, at vi kunne gøre noget mere ved at oprette en forening her i det store erhvervsområde. Vi har blandt andet arbejdet for at gøre området pænere og få flere firmaer til. Det er lykkedes, men vi er ikke i mål endnu. Derfor er jeg også stadig med i bestyrelsen og har en finger på pulsen. Hvis man vil have ændret på tingene, så er man – ligesom når vi skal ned og stemme til valget – jo nødt til at engagere sig.”

En hånd ind på arbejdsmarkedet

Ole er ikke alene aktiv i Ishøj Erhvervsforening, men sidder også med i Ishøj Kommunes beskæftigelsesudvalg. ”Som arbejdergiver mener jeg, at det er vigtigt, at man ved lidt om arbejdsstyrken og giver folk med særlige udfordringer en hånd ind på arbejdsmarkedet,” konstaterer Ole.

”Derfor tager jeg gerne folk, som har brug for en langsom indkøring, i praktik her i køkkenet. Det kan for eksempel være, at en medarbejder starter på to timer om ugen og et års tid senere er kommet op på ti. Vi gør, hvad vi kan for, at folk kan være med i det omfang, som de kan holde til. Nogen ender med en pension, men langt i fleste bliver del af arbejdsmarkedet, enten her eller andre steder. Det kræver tålmodighed og rigtig meget tid, men jeg synes, at det er sjovt at arbejde med mennesker, så det gør ikke spor.”

I øjeblikket har Norén Catering ansat to medarbejdere i flexjob og arbejder på en tredje ansættelse inden længe.

 

Norén Catering leverer mad til hverdag og fest. Ring til Ole og få en god aftale på telefon: 43 74 00 15

Du kan læse mere om Norén Caterings produkter på firmaets hjemmeside.