Nyhed

Medlemsportræt: PD Productions ApS

Udgivet d. 28. september 2018 i kategorien Medlemsportræt

Mød Ishøjs lokale leverandør af alt i lyd, lys, scener og AV-udstyr.

På Baldersbækvej 20 ligger PD Productions under kyndig ledelse af Kim Lidholm og Michael Frederiksen. Firmaet, som desuden omfatter en eventtekniker og flere freelancere, leverer opsætninger til en bred vifte af arrangementer; fra produktpræsentationer over firmafester og kulturarrangementer til modeshows og events.

Desuden tilbyder PD Productions løsninger til virksomheder, som eksempelvis søger teknik til et topmoderne foredrags- og mødelokale eller ønsker at leje udstyr til et salgsmøde.

Firmaets kunder tæller prominente navne som Aller Press, Pandora og Mercedes-Benz, samt nogle af modebranchens største aktører i form af Hugo Boss, Tommy Hilfiger og Zalando.

Aller Press fest i Forum

 

Det hele begyndte på Vibeholmskolen

Historien om PD Productions er en fortælling om to lokale Ishøj-drenge, som interesserede sig for at bygge deres egne højtalere. ”Kim og jeg mødte hinanden, da vi gik ovre på Vibeholmskolen,” fortæller partner Michael Frederiksen.

”Dengang var det ALT for dyrt, at købe færdiglavede højtalere, så vi byggede dem selv. Det er min helt store interesse; at regne ud hvordan man får den bedste lyd og så bygge udstyret. I dag hænger det ikke længere sammen selv at bygge højttalere – men det var sådan Kim og jeg startede.”

Michael laver fortsat lyd, når store danske musikere som Medina, Lukas Graham, Shaka Loveless, TV-2 og Sanne Salomonsen giver koncert.

Koncert i NRG Arena med bl.a. TV-2

 

Fra sene diskoteks-nætter til det etablerede erhvervsmiljø

”I begyndelsen tog Kim og jeg ud og spillede noget disco dasko sammen,” fortæller Michael. ”Siden fik vi øjnene op for corporate-segmentet og dagsarrangementerne.”

Kim og Michael fik kontakt til Magasin og Illum, som skulle bruge scene, lys og lydudstyr til modeshows og mindre koncerter. Siden kom flere modehuse og eventarrangører til og i dag har firmaet en bred kundeportefølje med store navne som Ørsted, Dampskibselskabet Norden og Roskilde Festival.

Udendørs havebelysning

 

PD Productions har også kunder blandt offentlige institutioner og kulturhuse som Københavns Rådhus, Portalen i Greve og Statens Museum for Kunst, der køber og lejer udstyr. Firmaet er desuden officiel forhandler af Yahama ProAudio-produkter.

Catwalk over poolen og hemmelige produktlanceringer

Michael og Kim har oplevet lidt af hvert gennem deres 20-årige erhvervssamarbejde, som har budt på mange specielle opgaver. ”Vi har blandt andet lavet en catwalk, som gik hen over en swimmingpool,” fortæller Michael. ”Kim og hans bror trak i noget dykkertøj, for poolen – hvor scenen skulle monteres – var 2,5 meter dyb. Det var til et modeshow i Klampenborg i november måned, så det var rent ud sagt skide koldt!”

Catwalk over pool

 

PD Productions leverer også udstyr til en del events, som er omgæret af hemmelighedsfuldhed.

Da Michael leverede opsætning til et show, hvor Mercedes-Benz skulle afsløre to nye bilmodeller, blev han blandt andet bedt om ikke at medbringe mobiltelefoner. ”Bilerne blev leveret i boxtrailere, bevogtet af en horde af tyske vagter i jakkesæt,” fortæller Michael.

”Inden afsløringen var jeg nødt til at rette nogle lamper bag forhænget, hvor bilerne holdt parkeret under noget stof. På vej ind bliver jeg standset af vagterne, som beder mig vise min godkendelse. Sådan en har jeg ikke, så vagten kræver, at jeg ringer til min kontaktperson… men det er jo altså lidt svært at ringe til nogen som helst, når der er forbud mod mobiltelefoner,” griner Michael.

Efter lidt overtalelse lykkedes det dog at få lov til at rette lyset på bilerne.

Billeder fra tidligere lanceringsshow for Citröen DS5

 

Skal dit firma bruge lækker lyd eller AV-udstyr til mødelokalet? Eller planlægger I et større kundearrangement, salgsmøde eller firmafest?

Så står PD Productions ekspertise indenfor lyd, lys, scene og AV til rådighed for din virksomhed.

Kontakt Michael Frederiksen for en god aftale på 20 91 50 79 / mf@pdpro.dk

Skrevet af: Michael Aaby Clauding